Pinsetræf i Holbæk 2013

Deltagere:
Ejner, Torben K., Ida og Jørgen, Jytte og Torben, Joan og Ole, Bodil og Torkil, Doktor Nielsen, Lars B., Sonnich, Walther Dalhoff

Torsdag morgen. Kl. 07.00 – klar til afgang – efter noget divergerende opfattelse af, hvornår det egentlig var, vi skulle møde op, men alt er stuvet og alle mand er om bord på den mest fantastiske stille maj morgen, da Ole prøver at slå alle vore tidligere rekorder. Vi har ikke engang lagt fra, da han har læderet sin finger ved at skrue en krog i – hvordan den mand har klaret sig igennem et helt liv som tømrer med alle fingre i behold – det forbliver en gåde. Nå, men Joan emballerer ham hurtigt i plaster, blodpølen spules væk og så er vi igen klar til afgang.

Herlig morgenmad – kaffe, rundstykker, chokoladesnegle og så lidt mod eventuel søsyge – og så er vi på vej for fuld skrue mod nye oplevelser.

Efter den første times hyggelige morgen sludren og udpegning af de forskellige kendte steder, trænger mændene, da det nu begynder at blive lidt køligt uden for, sig sammen i styrehuset under dække af, at de liiige skal ordne lidt, styre lidt, checke noget – hmmmm!

BUMBUMMELUM – hvad laver vi så lige de næste 8 timer?

Jo, en nyerhvervelse begynder at fange vores interesse – Det nye Das!

Der bliver samtidig med de øvrige sikkerhedsprocedurer givet en kort og koncis instruktion til denne lille nye fætter, der befinder sig på underste dæk, hvor ellers kun dværge kan stå oprejst, og så går det løs.

Jytte er den første testperson, og hun forsvinder sammen med sikkerhedsrepræsentanten Torben H. ned under dæk, samtidig med det nyindkøbte skilt med ledig og optaget vendes korrekt. Efter et kvarters tid kommer Torben lettere bleg op og smider resterne af en sprængt knast ud på dækket, for så at forsvinde ned igen.  5 min. senere vender de dog begge velbeholdne op på dækket igen, og farven begynder så småt at vende tilbage i Torbens kinder. Lad det være sagt med det samme: Det er super godt, vi har fået dette lille nye Das, men vi har også måttet se i øjnene, at man skal være i besiddelse af Hudini lignende evner, for at kunne afføre sig tøjstykker og manøvrere rundt på noget, der er mindre end en kubikmeter, og vi har sidenhen seriøst diskuteret, om vi kunne montere dasset på beslagene fra en gammel romaskine, og dermed løse lidt op for pladsproblemet.

Nå, men næste testperson er Ida og derefter Joan, og nu fyger det gennem luften med fagudtryk som: Man skal bare ha´ gashåndtaget helt i bund! Jeg kan næsten ikke vente, til det bliver min tur.

Men ellers er der bare vand, vand og vand omkring os. Vi spiser vores hjemmesmurte mad, sludrer, læser eller lytter til den almindelige navigationssnak mændene imellem. ”De løber med en halv vind – så behøver de ikke ræbe”!! Ikke lige noget, der giver mening i min verden.

Kaffe og Oles hjemmebagte galopkringle og så er vi der bare lige pludselig, næsten. Vi lader Ebba Aaen slippe forbi, og lægger os bag hende ind i havnen i Hundested.

Ida og Jørgen forlader os her for at begive sig ud på en endnu længere rejse – nemlig hjemturen. Den går, så vidt jeg kunne forstå, gennem de fleste byer på Sjælland, så jeg tager hatten af, for at de tog turen med herover.

Solen skinner, det er blevet sommer, og vi strømmer som vårkåde køer på græs ind i den ventende Hundested By.

Her sætter vi så undervejs turens næste rekord: På hjørnet af Aldi laver vi en fælleskasse til indkøb af mad og drikke, og 60 meter og et kvarter senere er kassens beholdning på 1000,- kr. allerede opbrugt!

Skal siges, at der også på disse 60 meter, åbenbaredes det mest fantastiske sted – Helsnæs Bryghus med udendørs servering – de havde godt øl!

Aftensmad i den mest fantastiske aftensol på en siddeplads på molen – chili con carne – og det, en fantastisk én af slagsen, begået af Jytte.

Aftenhygge på Ebba Aaen – vi slog rommen i glasset, og skulle det, som man siger, have konserverende virkning, ja så må man antage at Rigmors besætning godt kan påregne at gå hen og blive ret gamle.. Skødshoved lægger til på siden senere på aftenen, og ved midnatstid går det halve af Rigmors besætning til ro på Ebba Aaen, hvor Poul Erik velvilligt har stillet køjer til rådighed, så vi slipper for at finde teltpladser.

Fredag morgen – dramatisk start! Vi aftaler med Ebba Aaen og Skødshoved, at vi starter kl. 10.00. Rigmor er totalt morgenkåd og Torben K. har største mas med bare at holde hende fri af en sandbarre i havneudløbet, samtidig med hun nærmest skærmer Hundested/Rørvig færgen, der er på vej ind og med et stærkt irriteret båt, men alt ender godt, og vi tager lige det sidste nap til søs inden Holbæk.

Det er som altid flot at være et led i den fantastiske kæde af gamle skibe, store og små, der finder sammen på den sidste del af turen til pinsetræffet.

Vi når Holbæk først på eftermiddagen og lægger til uden på Ebba Aaen og med Skødshoved uden på os igen. Ejner og Torben K. vil overnatte på Rigmor, men resten af os går i bagende sol ud til Søspejderne, hvor vi ved andet forsøg endelig får en blivende teltplads.

Tilbage på Rigmor er man i den bagende hede og stærkt inspireret af Kon Tiki begyndt at sætte en mosgrøn, tonstung presenning op over bommen – måske ikke lige den fedeste løsning, og den bliver derfor også snart nedtaget igen.

Herefter er vi klar til at indtage Holbæk – aftentur rundt og se på alle bådene og hilse på dem, vi kender, spidstegt pattegris og kold øl i solnedgangen – det var da bare så fin en aften. Hvad gør så størst indtryk på sådan en dag – en kardancykel – såmænd. Tilsyneladende havde op til flere af mændene haft et nært forhold til en sådan, da de var yngre.

Vågnede op til en trestjernet lørdag morgen – mægtig god morgenmad i Hallen, så almindelig oprydning og rengøring, og da alt skinner og funkler, er drengene klar til endnu et projekt: Flagudsmykningen.

Besætningen på Skødshoved er som vanligt klar til lidt underholdning og placerer sig interesserede med front mod begivenhedernes centrum: Rigmor

Nu skal man ikke tro, at det er nogen enkel sag at få opsat sådan en ting, det hele skal foregå og fremstå helt perfekt. Her kan indskydes, at Rigmor kan mønstre en hær af veluddannede perfektionister, Ole må op i bådsmandsstolen og efter ca. 2 timer, en del akrobatik, latter og klapsalver, sidder den lige i skabet.

Dagens vigtigste punkt er paradesejladsen og Torben erklærer, at han lige vil gå ned i maskinrummet og sparke til den gamle skrotbunke, men besinder sig heldigvis i tide og erklærer højstemt, at han vil gå ned og give den et kys.

Rigmors motor er, med mange år på bagen, blevet en kende excentrisk, og derfor er der, i den tætte kreds omkring motoren, op til flere højtuddannede maskinekvilibrister, håndplukket blandt søens folk, for her er virkelig tale om fingerspitzgefühl.

Vi tager alle med på nær Ejner, som har fået gæster og vil følge det hele fra land. Sikke en tur – smuk, smuk dag og et farverigt skue. Men så sker der pludselig noget.

En kæmpestor tomastet skonnert for fulde sejl har kurs direkte mod os og skipper Torben K. viger naturligvis til styrbord i god tid. Men pludselig stagvender skonnerten, nok fordi han var bange for at gå på grund i den smalle sejlrende, og han styrer direkte mod os. Torben K. banker sømmet i bund for at undgå kollision – det lykkes, men kun lige med nød og næppe. Bovsprydet på skonnerten var en halv meter fra at kappe vores mesanmast!!

Vel hjemme i havnen igen er det tid til almindelig hygge og afslapning oven på den strabadserende tur, og vi vælger, ikke mindst for motionens skyld, (den eneste motion vi får, er når vi springer en øl over) at trave en lille tur ud til et lille fiskesamfund Nokken i nærheden – en ren idyl ca. 1 km. fra Holbæk Havn. Det giver selvsagt sved på panden, men lykkeligvis finder vi efterfølgende et dejligt sted på Gågaden, hvor vi kan svale lidt af.

Så er Sonnich og Lars B. påmønstret, og det gør selvsagt ikke selskabet kedeligere. Lars B. har en virkelig finpudset humor, og man hører ofte hans karakteristiske AHAR AHAR AHAR. Sonnich  - i starten en lidt stille dreng, men det kan også være lidt vanskeligt lige at hoppe fra 888´s trygge sæder ud på Rigmor, med alle dens lidt ældre, men tumpeglade besætning.

Middag i Stark Hallen – supergod middag, men de fleste valgte efter middagen at begive sig i forskellige retninger, men et flertal fik dog igen indtaget Ebba Aaens dæk, og fik set Danmark vinde Melodi Grand Prix.

Søndag – generalforsamling og afrejsedag – og afrejse allerede om formiddagen for Ejner, der skal videre til København.

Ejner er et kapitel for sig og uden overhovedet at have kendskab til ham i forvejen, kunne man frygte, at han med sin 37-årige erfaring som kaptajn på De 7 Have, muligvis kunne finde på f.eks at genindføre svundne tiders morgengymnastik på dækket iført korte benklæder og stropundertrøjer, men heldigvis nej, han har en glubende appetit på livet: Ingen kan som han dukke op, som af en underjordisk elevator hver gang, der er mad og drikke i syne – og med lige stor overraskelse. ”Nej, hvor dejligt, skal vi ha´ mad?” ”Er der rødvin?” ”Er der mere rødvin?”

Torben K. og Torkil deltager i Generalforsamlingen, som i år viste sig at være ret begivenhedsløs, og imens rydder vi andre op på Rigmor. Især Joan påpeger, hvor vigtigt det er for hende, når hun kommer susende op og ned ad dækket, at ganglinjerne er frie – en susen vi andre ind til da, overhovedet ikke havde været opmærksomme på, men der skal ikke være noget der, vi andre kan godt lære noget af Joans systematik og overblik.

Vi får provianteret i øsende regn, spiser frokost og får sagt farvel til alle vore gode naboer fra de seneste dage, og kl. 14.00 påmønstrer Walther Dalhoff, og vi er parate til den første etape hjemover mod først Hundested. Onde tunger vil påstå, at vi netop valgte Hundested p.g.a. Helsnæs Bryghus, men det er faktisk ikke tilfældet – skæbnen ville det bare sådan, når vi først kom af sted så sent på dagen.

Vi rammer Hundested til aften og ren, ufortyndet aftenhygge med grillmad, og så er det tid til at sige Godnat allerede kl. 23.00. Torben K. har igen været en ørn og har navigeret lige ind til vores grillplads fra sidst, som denne gang også skal fungere som shelter med en presenning over. Okay – shelter og shelter – det kom mest af alt til at ligne en julekrybbe, men var det optimale, hvis vi ikke skulle finde en teltplads i nærheden.

Vi er jo ikke vårharer længere – en del af os – og meget søvn blev det ikke til på grund af kulde og blæst, og da jeg ser mig selv i spejlet ovre på toilettet næste morgen med strikhue, hættetrøje og bukser med hængerøv, kunne jeg godt se, at jeg mest af alt lignede en ekstremt ramponeret udgave af Linda P. og at denne rejse har sat sig sine spor.

Doktor Nielsen har levet lidt en skyggetilværelse indtil nu, men her til morgen besluttede alle alligevel at gå i medicinsk behandling.

Walther er lidt mere til det alternative – han har selv blandet en mikstur bestående af julesnaps – udateret, samt en hybrid af en Gammel Dansk, og da jeg var bange for også at finde sølvglimmer, muligvis hidhørende fra en dessertlikør, holdt jeg mig til henvisningen fra Doktor Nielsen. Det viste sig også sammen med den friske havluft, at have en enestående virkning på helbredet.

Hjemturens sejlads gik lidt på skift, men vi havde jo fået nye kræfter om bord og Sonnich tog sin del af turen. Jeg har tidligere nævnt, at han virkede lidt spag i starten – lad det være sagt – det kom han over! Torkil prøvede også kræfter med sejladsen, men da hans sidste kontaktlinser allerede flere dage før var blæst væk under montering, blev han på det bestemteste opfordret til at slippe roret,  inden vi gik helt i spin.

Vi landede i Ebeltoft hen under aften efter en helt forrygende og oplevelsesrig tur – tak til alle I andre, hvor har det været skægt og hyggeligt.

Fru Pugh