Fru Pugh's beretning !

Med Rigmor til Marstal

Besætning og deltagere: Torben, Ole, Joan, Torkil, Bodil, Dr. Nielsen

Beretningen
Her kommer beretningen om Rigmors første langfart indtil videre, hvor turen gik til TS stævne i Marstal.

Og hvorfor skriver jeg så denne beretning, jeg er ikke medlem af Rigmor, men hvis jeg engang imellem vil familiesammenføres med min mand, så er jeg ligesom nødt til at finde ham der, hvor han helst er, nemlig på Rigmor – og jeg kan forestille mig, at der er andre, der kunne være i samme situation: at man egentlig rigtig gerne vil være med til turene, men der er så mange ting, der stiller sig i vejen – f.eks  at være vandskræk, at frygte søsyge at nære mistanke til toiletforholdene undervejs osv.  – alle dele noget, jeg i ekstrem grad har lidt af.

Så her kommer beretningen om Rigmor på langfart.

Onsdag, d. 23.05.12
Afrejse 06.00 fra Ebeltoft  Fiskerihavn. Med på turen er – ud over de nævnte på deltagerlisten  fem unge mennesker fra Mariesminde – de var blevet tilbudt at rejse med på den første etape som tak for en fin arbejdsindsats under Rigmors beddingtur. Rigmor er et rummeligt skib og jeg tror, de nød turen i fulde drag – i det mindste hovedparten – kun de to yngste blev lidt søsyge, da vi kom ud af Vigen, men hvis man kommer fra et land, hvor der ikke er vand, så er det meget forståeligt.

Her kommer så det første gode råd – ha´altid en ordentlig røvfuld ingefær med – det er et helt fantastisk middel, virker med det samme og har ingen bivirkninger – og så kan vi ligeså godt tage det andet vigtigt punkt med det samme – toiletforholdene.  Mange vil som jeg, når man ikke ved bedre, forestille sig, at enten hænger man frygtelig ufikst ud over rælingen, når det kommer over én, eller også finder man bare i hast én eller anden pæn stor brugt malerbøtte og bruger til formålet – men nej – sådan var det slet ikke. NC havde inden afrejsen forsynet Rigmor med det mest nuttede lille plastdas med udtræksskuffe og det endda under vældig afskærmede forhold, så der opstod overhovedet ikke problemer desangående. Hvad var der så tilbage at frygte? – Intet! Nu var det bare om at nyde turen, og det gjorde vi.

Vi ankom 18.10 til Skærbæk efter 12 timers sejlads – 12 timer fra Ebeltoft til Skærbæk – for dælen da – hvor lang tid kan den jordomrejse, som manden altid har fablet om, da så ikke ta ?

Det skal så siges, at 12 timer lyder af meget, men faktisk kan man bruge pænt lang tid på bare at sidde og kikke, at iagttage marsvin og forskelligt fjerkræ, der kommer flyvende forbi.  Det er faktisk dejligt at vide, at man kan ikke andet end slappe af.

Det var bare en fantastisk velkomst. Ruth og Keld og en enorm broget skare af deres børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn og der var et leben, grinen og spørgen og ”Nej, kan du huske” og ”Nu skal du se” og ”Den der, er ny” og først efter ca. 3 kvarters velkomst på kajen gik vi op til Ruth og Kelds hus, der ligger lige ud til havnen, og fik kaffe ved lange borde. Det var bare så hyggeligt. Herefter aftensmad om bord, hvorefter Palle afhentede 5 glade, men meget trætte ”gæstesejlere”.

Hygge og rødvin med Ruth og Keld om aftenen og så til køjs.

Mnjaa, jeg havde besluttet, at jeg ville sove på dækket i den fine sommernat og troede i min enfold, at Torkil kendte skibets indretning så godt, at han kunne finde ud af det hele i mørke – men nej. Da han gik ned i den forreste kahyt og indrettede sig til natten, stuvede han alt overflødigt sammen på de fantastisk brede hylder, som tilsyneladende kunne rumme uendelige mængder bagage – det kunne de så også med visse modifikationer – bukser og to mobiltelefoner var røget helt ned i bunden af skibet – meget var blevet sjaskvådt og mobilerne kommer nok aldrig i brug igen.

Torsdag, d. 24.05.12
Vågnede som den første op og satte mig op på mit leje på dækket og blev så mødt af et kosteligt syn – en større samling ældre mænd med rindende øjne og et ”Go`Morn`- nå så ku`du vågne” Det var nu ikke mig, de var kommet for at se – i sandhed heller ikke et smukt skue – med morgenhår og velourtænder – det var en tidligere skippere på Rigmor, der brændte efter at udveksle fortællinger om deres liv med Rigmor. Der var så morgenmad og lidt oprydning – mere snak - også med Ruth og Keld og så et farvel og på gensyn. Klokken var 10.00 da vi lagde fra og alligevel nåede vi ikke Marstal den dag, men lagde ind i Ærøskøbing, hvilket viste sig at være en dejlig ting – en fantastisk hyggelig by.

Men først skulle vi en masse genvordigheder og udfordringer igennem. Torkil pløjede en storetå ind i en jernstiver på risten ind til herretoilettet, Torben var brast igennem trinnet op til styrhuset og havde fået sådan et hak i skinnebenet og Ole fik næsten revet en finger af nede i maskinrummet, men da alle var plastret godt til, kunne vi så få aftensmad og derefter bese Ærøskøbing.

Tilbage igen ventede hårdt arbejde. Der var røget en pakning undervejs og det var af vital vigtighed, at en ny blev fremskaffet og man havde derfor kontaktet Torben Hansen via hot-line og han havde – meget uklogt – foreslået, at de indtil en ny kunne medsendes næste dag med Lotte, skulle prøve at lave én selv af øldåser! Det var virkelig en opgave, hvor der blev gået til den. Der blev tømt øldåser i den grad, at næste morgen havde vi nok 500 overflødige små pakninger liggende, da Lotte kom med en originalpakning fra Torben Hansen.

Fredag, d. 25.05.12
Afrejse fra Ærøskøbing kl. 12.15. Ankom Marstal midt eftermiddag. Fantastisk syn med de mange træbåde, lidt døje med pladsen, da den del af havnen ikke er forsynet med broer, så vi kom til at ligge uden på som nr. 6 ud af 9. Her kommer så en ny udfordring, når man som jeg er ny i faget. Lad mig sige med det samme, det at klatre over rælingen på flere på hinanden følgende både – det kan ikke gøres hverken graciøst eller fikst, men det er en rutine, som alle andre og kan man først, så kan man også løbe 100 meter hækkeløb.

Vi tog en sonderende runde i Marstal og endte omme ved Bonavista, som skulle løbe af stabelen næste dag. Ja, og så skulle Torkil selvfølgelig liiiige hen og tage et godt billede af dette smukt restaurerede skib og fik fedtet fødder og sandaler ind i fåretælle, som bruges som smøremiddel ved stabelafløbningen. Ingen var herefter i tvivl om, hvor han befandt sig i Marstal, så vi udviste det store hensyn til de lokalboende, at vi tog ham med tilbage til Rigmor. Grebet her af sommer- og feriestemningen begyndte vi at planlægge en Lomumbaaften ved poolkanten – læses dammen -  for næste aften og med disse indledende øvelser på plads, afsluttede vi aftenen med den obligatoriske ”fluorskylning” fra 3-literdunken.

Lørdag, d. 26.05.12
Dagen starter med fantastisk morgenmadsarrangement i Værftshallen – men lige inden, måtte vi lige forbi Kurt, som altid er i Hopla, og som er i besiddelse af ”Hjertestarteren” – i hvert fald noget, som får blodet til at rulle lidt hurtigere fra morgenstunden.

Herefter til Åbning ved Poul Erik og derefter til stabelafløbning med Bonavista. Det blev en utrolig flot begivenhed – især vil man huske Carsten Jensen for hans helt igennem fine tale uden manuskript. Herefter fælles frokost med Lotte, Tina og Katja, som boede i sommerhus og efter gik vi hver for sig. Nogen tog på Søfartsmuseet, nogle shoppede og andre påtog sig at løbe Lomumbapartyet i gang. Der skete dog en vis afmatning, da vi endelig var samlede igen og måske kun godt for det, for vi skulle til den store fest i Værftshallen kl. 18.00. Nogle syntes, det var en fin fest – andre som jeg, syntes det var lidt fesent, så vi skiltes fra hinanden og gik på forskellige tider til forskellige steder og havde alle en dejlig aften.

Søndag, d. 27.05.12
Så måtte Dr. Nielsen tilkaldes igen. Ole vred under store smerter om på sit knæ under påfyldning af brændstof på Fyrkat. Har helt glemt at berette, at Joan og Ole sejlede Fyrkat og vi andre 3 var på Rigmor, men vi var sammen og vi lå side ved side under hele tiden. Med dette uheld med personskade til følge, skulle man efterhånden tro, at den mandlige besætning måtte have kvalificeret sig til Handikap-Ol på Gibernakø næste år.

Så var tiden inde til Generalforsamlingen og resultatet af denne kender vi jo. Bølgerne gik højt og det var ikke Poul Eriks dag. Af samme grund trak mødet ud med mere end en time.

Herefter var alle klar til afrejse ved 13-tiden og så skete det, der ikke må ske – vi kunne ikke starte. De andre 5 både indenfor tog det pænt – flere tilbød endda at tage svømmefødder på og løbe os i gang, men efter en del forsøg var der også gået 2 timer og vi kom af sted kl. 15.00.

Lagde ind i Kerteminde Havn kl. ca. 22.00 i den smukkeste solnedgang. Hygge på og ved Rigmor med besøg fra både Skødshoved og barkassen. Dr. Nielsen afsluttede aftenen med en runde blandt patienterne.

Mandag d. 28.05.12
Lagde fra kl. 09.15 – dejlig dag med sol og nogen vind, som dog senere ville gå op til 10m/sek. Det viste sig ikke helt at holde – der var pænt meget vind og gode dønninger, men ingen søsyge og sundhedstilstanden har i det hele taget været ret god, bortset fra de skrammer, folk end har pådraget sig. Vi har undgået skørbug, til gengæld har man kunne vågne op til en svag fornemmelse af tank-pest i skallen, måske har vi ikke helt ramt de rigtige blandingsforhold.

Men det gik over stok og sten over mod Samsø og på et tidspunkt måtte jeg yderligere spændes fast i sikkerhedslinen , da der var risiko for, at man kunne rutsche overbord – og her kan jeg kun tilslutte mig de folk der mener, at der skal opsættes ”børneværn” på lønningen. Det var selvsagt ikke muligt at få nivelleret noget leverpostej ud på brødet i den sø, så vi lagde ind i Ballen Havn og indtog en herregod frokost og regnede så med, at vinden ville løje lidt af – det gjorde den ikke, så sikkerhedsselen på igen og så fuld hammer hjemover, hvor vi ankom ved 20-tiden.

Hjemme på havnen igen blev vi modtaget af Sonnich, Poul Erik, Asrun , Torben Hansen og hans søn, Lotte og Tina. Dejligt at have fast grund under fødderne, men der havde på intet tidspunkt været fare undervejs.

Hvor var det en dejlig tur – jeg kan slet ikke få armene ned – seks dage mellem dejlige mennesker, vi har grinet, så vi er solbrændte helt ned til drøbelen og sidst men ikke mindst, rent personligt – jeg turde.

Spørger du – Er det dyrt – tja, man kunne nok tage et par runder til London eller Klamydia Beach for de samme penge, men de oplevelser, jeg har haft, er nu bare ubetalelige.