Ålekvasen Rigmor
Rigmor er bygget på Langø Skibs- og bådebyggeri A/S i Nakskov i 1935. Bådebyggeriet var kendt for at kunne bygge de største 20 tons kuttere. Det var en fordel, at de lå lige under 20 bruttoregistertons, da man skal have skibsførerbevis for at sejle skibe over 20 tons.
Rigmor har kendingsbogstavet OXJY og fiskerinummer VE334, som hun beholdt i hele sin aktive tid som fiskefartøj. Mål: længde 12,56 m, bredde 4,52 m, dybde 1,76 m, bruttoregistertons 19,89.
Kvaser er en skibstype der kommer fra Tyskland og dukker op i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Skibene er udstyret med en dam i stedet for et lastrum — i bunden er der boret en masse huller, så der hele tiden cirkulerer frisk vand ind til de levende fisk. Størrelsen af hullerne afgør, hvilken type kvase det er. En ålekvase har mange små huller, så ålene ikke smutter ud, og derfor er Rigmor en ålekvase.
Gensynsglæde med Rigmor
I forbindelse med Maritime Dage, lørdag den 14. august 2010, mødtes nogle af os, som står bag Foreningen Ålekvasen Rigmor, med Kjeld og hans kone Ruth på ålekvasen Rigmor i Ebeltoft Fiskerihavn. Familien Mikkelsen har ejet og drevet Rigmor siden de fik hende bygget i 1935 og frem til 2005, da de solgte hende.
Det blev et meget positivt og spændende møde og ikke mindst et glædeligt gensyn med Rigmor for Kjeld og Ruth, selvom skibet endnu ikke er i samme gode stand, som da Kjeld sejlede med skibet.
Kjeld gik en tur rundt og kiggede på skibets stand. Motoren var startet op, da han entrede ned i motorrummet. Han lyttede til motorgangen og justerede lidt. Han gav udtryk for, at motoren gik ganske fornuftig, men banker måske en smule for meget på den ene cylinder. Kjeld fortalte om de tre mest sandsynlige årsager til miseren — så nu har vi den viden.
Familiebaggrund og livet som fisker
Kjeld og Ruth er begge omkring 83 år, men virker meget yngre og besidder begge en fantastisk udstråling og entusiasme. Kjeld har en særdeles god hukommelse og elsker at fortælle om sine erfaringer.
I Mikkelsen-slægten med rod i Skærbæk har næsten alle mændene i mindst tre generationer været fiskere. Kristen Mikkelsen, Kjelds bedstefar, ernærede sig som fisker, dog uden det store udkomme. Et af hans børn var Herluf Mikkelsen, der blev født 8. april 1900 og døde i 1964.
Kjeld Mikkelsen blev født den 6. februar 1928 og har to søstre. Det lå altid i kortene, at Kjeld ville blive fisker. Efter konfirmationen og 7 års skolegang kom han med faderen ud at fiske. 18 år gammel tog han sætteskippereksamen på navigationsskolen i Grenå. 23 år gammel — så tidligt som loven tillod — fik Kjeld næringsbevis som fisker.
En livstruende ulykke
Den 6. juli 1943 var den dengang 15-årige Kjeld på fiskeri i Lillebælt sammen med sin far og endnu en fisker. Under fiskeriet stod Kjeld ved spillet, som var i gang med at hale ind. Det med motorspil var ret nyt, og der var ingen afskærmning på det. Kjeld styrede trossen lidt med højre fod, mens spillet spolede. Pludselig greb trossen fat i benet, rev ham med og knuste Kjelds højre ben under hoften. Hans ældre makker nåede lige at stoppe spillet, inden hele Kjelds krop røg med rundt.
Der var ingen radio ombord og ca. to timers sejlads til Skærbæk. Da de endelig kom i havn, og skulle videre med ambulance til hospitalet i Fredericia, var det svært at komme frem, fordi der var 6. juli-fest i Fredericias gader. Men Kjeld overlevede, fik en benprotese og har i kraft af sin jernvilje og sit lyse sind haft et fuldt og meget aktivt arbejdsliv. Han er først rigtig gået på pension, da han var sidst i 70'erne.
Åleeksportfirmaet Th. Pedersen i Kolding
I ålesæsonen — september, oktober og november — sejlede Herluf og Kjeld med ål hovedsagelig i farvandene omkring Fyn, fra Assens gennem bælterne til Langeland, Spodsbjerg og Lolland. De arbejdede for firmaet Th. Pedersen i Kolding, Danmarks største virksomhed inden for handel med levende og røgede ål i en lang årrække.
Th. Pedersen opererede med ca. 12 skibe i alt, men Herluf og Kjeld var de eneste, der selv ejede deres skibe, og de havde en fortrinsstilling hos indehaveren Knud Pedersen. Samarbejdet byggede på en usædvanlig høj grad af tillid, og Kjeld kunne disponere meget frit.
Rigmor kan rumme op til 7.000 kg levende ål. Når dammen er fyldt op, gælder det om at komme ud at sejle for at holde ålene i live — med det kvantum er der ikke plads til ret meget vand. Normalt blev ålene losset hos Th. Pedersen i Kolding, men i højsæsonen var det af og til nødvendigt at losse i Svendborg og transportere ålene med lastbil. Rigmor var endvidere særligt kendt for at afregne kontant med fiskerne — andre ålekvaser betalte først, når de lossede, og kun for de ål, der stadig levede ved landingen.
Når der resten af året ikke blev handlet og transporteret ål, fiskede Rigmor industrifisk og småsild ved Bornholm samt torsk og jomfruhummer ved Skagen og Hirtshals.
Rigmor bygges på Langø Skibs- og bådebyggeri A/S
Herluf bestilte Rigmor på Langø Skibs- og bådebyggeri A/S i Nakskov. Bådebyggeriet var grundlagt i 1909 af Jens Peder Jacobsen, og hans søn bådebygger Gunnar Jacobsen stod for byggeriet til Herluf Mikkelsen i 1935. Rigmor er opkaldt efter Kjelds et år yngre søster.
Rigmor er oprindelig bygget med gaffelrig og monteret med en en-cylindret dieselmotor fra firmaet Houmøller i Frederikshavn (konstruktøren er siden medstifter af Alpha Diesel). Motoren, der havde produktionsnummer 14, ydede 55 hk. I 1950 blev den nuværende, tocylindrede 90/110 hk Alpha Dieselmotor installeret — mere motorkraft var nødvendigt, bl.a. når to skibe trak store fiskeredskaber mellem sig.
Som en kuriositet kan nævnes, at Rigmors tegning var lavet af den lokale bådebygger i Skærbæk efter Herlufs ideer — og at Kjeld Mikkelsen så sent som i 1973 fik bygget en kopi af Rigmor. Den kopi blev døbt HERU THANIK, konstrueret af familiemedlemmernes navne, og er i dag stadig i drift.
Ruth tog også sin tørn
Ruth sejlede med på Rigmor på fuld tid i ca. tre år fra 1954 til 1957, hvor den første pige af tre kom til. Hun har altid deltaget i vedligeholdelsen af Rigmor og stået ved Kjelds side, både på hjemmefronten og til søs. Kjeld var både flittig og dygtig, og familiens skibe har altid været vedligeholdt over almindeligt niveau.
Rigmor får ny ejer
Omkring 2005 besluttede Kjeld at sætte Rigmor til salg. En dag da han og Ruth gik og malede på skibet, kom en mand og satte sig på en pullert lige ved siden af dem. Han spurgte om Rigmor var til salg og forhørte sig om prisen. De snakkede lidt frem og tilbage. Kjeld regnede ikke med at se ham igen, men dagen efter kom han igen — med alle pengene — og Rigmor blev solgt.
Desværre blev Rigmor misrøgtet af sin nye ejer. Han pressede motoren til det yderste ved at sætte en trækile i klemme ved brændstofpumpen, så motoren blev overfodret med brændstof. Skibet blev ikke vedligeholdt, og på en sejlads til Sverige sejlede han på Kullen, og Rigmor sprang læk. Bugseret til Gilleleje og repareret, mistede hun forsikringsdækningen. Da ejeren sejlede fra Gilleleje, sejlede han på revet ved Sejrø, hvor Rigmor stod på grund og blev stærkt medtaget. Derfra blev hun bugseret til Fregatværftet. Da regningen ikke blev betalt, fik vi mulighed for at købe Rigmor.
En sejltur med Kjeld ved roret
Søndagen efter besøget på Maritime Dage mødtes vi igen på Rigmor, og vi fik overtalt Kjeld til at sejle en tur. Kjeld lagde fra kaj med Rigmor og sejlede en lille rundtur i Vigen. Da vi returnerede til havnen, demonstrerede han, hvor hurtigt og elegant Rigmor kan manøvreres og lægges til kaj tæt mellem to andre skibe — uden at røre bolværket og endda uden brug af fendere. Det kan kun lade sig gøre, når man kender skibet godt og er en meget kyndig og erfaren skipper.
Efterskrift — besøg i Skærbæk
Den 25. august kørte Sonnich og jeg til Skærbæk og besøgte Kjeld og Ruth i deres hjem, som ligger i første række, lige ved havnen. Vi hørte mere om de forskellige skibe, familien har drevet, og fik taget et foto af maleriet med Rigmor med gaffelrig.
Kjeld fortalte, at billedet var lavet i 1946 på en særlig måde med udgangspunkt i et foto, som var opskaleret og farvelagt — der er mange gode detaljer, og størrelsesforholdene passer. Det er et godt udgangspunkt for at rekonstruere riggen. Kjeld lånte os desuden fotos af Rigmor fra da hun stod på grund på Sejrø Rev. Ude i Kjelds værksted fandt han en trykbeholder, nogle dyser og et flot egetræs-banjerdæk frem, som han forærede os. Allerede onsdag aften blev banjerdækket monteret, så det var klar til "Sletterhage om bagbord", som Rigmor deltog i allerede om torsdagen.
Thorkild Hansen, Dråby, 17. august 2010. Godkendt af Kjeld Mikkelsen efter besøget i Skærbæk den 25. august 2010.
