Spring til indhold

Om foreningen

Vedtægter

Gældende vedtægter i fuld udgave. Vedtaget på generalforsamlingen 22. februar 2015 med ændringer senest godkendt 18. februar 2023.

Foreningen Ålekvasen Rigmor · CVR 3219 7116 · Syddjurs Kommune

§ 1 — Navn og hjemsted

Stk. 1.

Vedtægter for Foreningen Ålekvasen Rigmor, som er en frivillig, almennyttig forening.

Stk. 2.

Foreningens hjemsted er Syddjurs Kommune. CVR NR. 3219 7116.

§ 2 — Foreningens formål og værdier

Stk. 1.

Foreningens formål er:

  • At bevare, vedligeholde og tilbageføre Ålekvasen Rigmor så tæt som muligt på sin oprindelige udførelse og aptering, som da hun i 1935 blev bygget af H.P.L. Jacobsen på Langø Bedding, Nakskov Fjord, Lolland til fisker Herluf Mikkelsen fra Skærbæk.
  • At drive Ålekvasen Rigmor som et sejldygtigt veteranskib til glæde for alle, som støtter bevaringen af vore gamle træskibe.
  • At lade Ålekvasen Rigmor indgå som en maritim kulturinstitution i Ebeltoft med placering i Fiskerihavnen, og derigennem medvirke til at bevare og formidle kystkulturen og det autentiske miljø i Fiskerihavnen til oplysning og glæde for medlemmerne, byens borgere og almenvellet.
  • At få flere til, med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i foreningen, at udbrede kendskabet til det maritime og kulturelle liv.
  • At udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen.
  • At medvirke til at styrke vores identitet som søfarts- og fiskerination og sikre, at historien om kystkulturen og Ebeltofts historie som fiskeriby fortælles til vores efterkommere.
  • At eje og drive andre bevaringsværdige fiskefartøjer med relevans for den lokale kystkultur. Erhvervelse af nye fartøjer skal forelægges og besluttes på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 2.

Disse formål søges tilgodeset ved:

  • At skabe et maritimt, fagligt miljø gennem tiltrækning, fastholdelse og udvikling af en medlemskreds med kompetencer inden for træskibsbygning og beslægtede fagområder.
  • At deltage aktivt og engageret i lokalsamfundet og udvikle kulturaktiviteter med udgangspunkt i foreningens både samt livet omkring Fiskerihavnen og på havet.
  • At indgå i andre sammenhænge, hvor den lokale kystkultur er bindeled til andre geografiske områder og aktiviteter i og uden for Syddjurs Kommune.
  • At synliggøre sejlads og maritimt håndværk for medlemmerne og almenheden samt samarbejde med og formidle viden og erfaring til træskibsejere og bevaringsforeninger.

Stk. 3.

Foreningens værdisæt bygger på åbenhed, tillid og ansvarlighed overfor foreningens forpligtende fællesskab og aktiviteter. Foreningen lægger vægt på samfundsengagement, social ansvarlighed, et godt arbejdsmiljø og et højt sikkerhedsniveau samt miljømæssig bæredygtighed.

§ 3 — Foreningens medlemskab af organisationer m.v.

Stk. 1.

Foreningen kan søge medlemskab i maritime sammenslutninger, hvis bestyrelsen anser det som en umiddelbar fordel for foreningens arbejde.

§ 4 — Medlemskreds og kontingent

Stk. 1.

Som medlemmer kan optages enhver, som tilslutter sig foreningens formål. Medlemskredsen består af:

A-medlemmer
Aktive medlemmer, der har stemmeret på generalforsamlingen og ret til at sejle med Rigmor. A-medlemmer har gerne kompetencer inden for skibsføring, træskibe, træskibsbygning, motor, vedligehold, fiskeri, beslægtede fagområder eller administrativ indsigt. Det forventes, at medlemmerne vil yde en frivillig indsats med vedligeholdelse og drift af foreningens både i det omfang, det er muligt for det enkelte medlem.
Støttemedlemmer
Passive medlemmer med ret til at sejle med ombord på Rigmor samt ret til at deltage i øvrige aktiviteter på lige fod med A-medlemmer. Støttemedlemmer kan deltage i generalforsamlinger uden stemmeret.
Ungdomsmedlemmer
Personer, der tegner årsmedlemsskab for deltagelse i udviklings- og uddannelsesformål samt formidling af kystkultur. Kan deltage i generalforsamlinger uden stemmeret.

Stk. 2.

Til foreningens almindelige virksomhed betaler alle medlemmer et årskontingent, hvis størrelse fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen. Kontingent betales forud og opkræves i januar måned. A-medlemmer betaler desuden et engangsindskud, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Medlemsskabet starter, når indskudsbeløbet er registreret på foreningens konto.

Stk. 3.

Hvis et A-medlem overgår til støttemedlemskab eller udtræder af foreningen, tilbagebetales engangsindskuddet, når et nyt medlem er optaget — medmindre det doneres til foreningen.

§ 5 — Generalforsamling

Stk. 1.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned og indkaldes med mindst 2 ugers varsel pr. mail.

Stk. 2.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 3.

Stemmeret på generalforsamlingen har alle fremmødte A-medlemmer uden kontingentrestance. Støttemedlemmer og ungdomsmedlemmer har ikke stemmeret.

Stk. 4.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte A-medlemmer og træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal, dog jf. § 11, stk. 2 om foreningens opløsning.

Stk. 5.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:

  • Valg af dirigent og referent.
  • Bestyrelsens beretning, fremlægges af formanden.
  • Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab og forelæggelse af næste års budget.
  • Fastsættelse af kontingent for A-medlemmer, støttemedlemmer og ungdomsmedlemmer for førstkommende år.
  • Indkomne forslag.
  • Valg af bestyrelsen i henhold til § 6, stk. 1–4.
  • Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
  • Valg af revisor.
  • Valg af revisorsuppleant.
  • Eventuelt.

Stk. 6.

Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede forhandlingerne, og beslutninger referatføres.

Stk. 7.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, eller når mindst 3 A-medlemmer skriftligt stiller krav herom. Varslingen sker på samme måde som den ordinære generalforsamling, og mødet skal afholdes senest 6 uger efter begæring herom — dog undtaget juni, juli og august.

§ 6 — Bestyrelsen — foreningens daglige ledelse

Stk. 1.

Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af 4 til 7 medlemmer valgt af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. 1–3 medlemmer vælges i lige årstal og 1–4 i ulige årstal.

Stk. 2.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Stk. 3.

Der vælges 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant, som alle er på valg hvert år.

Stk. 4.

Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 5.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3/4 af medlemmerne er til stede på et i god tid indkaldt bestyrelsesmøde. Beslutninger afgøres ved almindeligt flertal — ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Suppleanter deltager i bestyrelsesmøderne på lige fod, men uden stemmeret.

Stk. 7.

Formanden leder bestyrelsens forhandlinger; i dennes fravær næstformanden.

Stk. 8.

Formanden drager omsorg for, at der føres referat over bestyrelsens forhandlinger og beslutninger.

Stk. 9.

Poster til andre bestyrelser, råd og udvalg samt tovholdere til arbejdsgrupper udpeges af bestyrelsen.

§ 7 — Medlemsmøder, arbejdsgrupper og tovholdere

Stk. 1.

Medlemsmøder afholdes efter behov og varsles skriftligt med minimum en uges varsel.

Stk. 2.

Bestyrelsen kan nedsætte et Fagligt råd med medlemmer og opgaver, der besluttes af bestyrelsen.

Stk. 3.

Medlemsmøderne er det forum, hvor bestyrelsen og tovholderne forelægger årets planer for vedligeholdelse og kulturaktiviteter samt koordinerer og følger op.

§ 8 — Forsikrings- og ansvarsforhold

Stk. 1.

Ålekvasen Rigmor skal til enhver tid være ansvars- og kaskoforsikret i et anerkendt forsikringsselskab. Øvrige både holdes som minimum ansvarsforsikrede.

Stk. 2.

Alle medlemmer har pligt til at tage vare på egen sikkerhed og skal bidrage til et godt arbejdsmiljø og et højt sikkerhedsniveau. Alle medlemmer har ansvar for egne ansvars- og ulykkesforsikringsforhold, men opfordres ved indmeldelse til at tegne en udvidet fritidsulykkesforsikring.

Stk. 3.

I forbindelse med føring og sejlads med Rigmor og foreningens joller kræves, at bådføreren har et gyldigt duelighedsbevis samt en søkyndig besætning. For øvrige både iagttages ligeledes gældende søfartsregler.

§ 9 — Regnskab og revision

Stk. 1.

Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut.

Stk. 2.

Regnskabsåret er 1. januar til 31. december.

Stk. 3.

Revisorpåtegnet regnskab skal foreligge senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og godkendes på generalforsamlingen.

§ 10 — Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1.

Over for pengeinstitutter tegnes foreningen af bestyrelsens formand og kasserer.

Stk. 2.

Ved erhvervelse, afhændelse eller pantsætning af aktiver tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk. 3.

Foreningens medlemmer har ingen økonomiske forpligtelser overfor foreningen ud over kontingentet.

§ 11 — Vedtægtsændringer og opløsning

Stk. 1.

Vedtægtsændringer og foreningsopløsning sker på generalforsamlingen.

Stk. 2.

Ændring af vedtægter eller opløsning af foreningen kan gennemføres, hvis 2/3 af foreningens A-medlemmer stemmer herfor. Opnås der ikke stemmemajoritet, kan forslaget på en ekstraordinær generalforsamling vedtages ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 3.

Eventuelt overskud, formue og materiel — efter tilbagebetaling af A-medlemmernes engangsindskud — overdrages ved opløsning til almennyttige formål relateret til hav og havne i Ebeltoft.

Ændringsforslag og referater fra generalforsamlingerne findes i arkivet. Spørgsmål om vedtægterne sendes via kontaktformularen.