Spring til indhold

Årsberetning

Formandens beretning 2025

Årets sejladser, vedligehold, frivilligtimer og foreningens arbejde med at bevare ålekvasen Rigmor samlet i formandens beretning.

Tilbage til arkivet

Årsberetning·

Formandens beretning 2025 — Generalforsamling 22. februar 2025

Motorstoppe og reparationer

Hele to gange i det forgangne år måtte vi afbryde sejladser og kalde på assistance for at komme sikkert i havn igen. Den ene gang var under en prøvesejlads i maj for at teste det nye topstykke. Næste gang var i august, da vi var på vej til Hjelm med familien, som skulle på ferie. Heldigvis kunne vi med assistance fra Kurt og Hopla sende familien på sommerferie alligevel, men det gav ridser i lakken og stoltheden, at den gamle Alpha-diesel igen lavede knuder. Efter endnu en heroisk indsats fra vores utrættelige maskinfolk lykkedes det os at få Rigmor klar til adskillige missioner i efteråret. To topstykker er nu sendt til reparation hos en smed, der vil forsøge at svejse utæthederne, så vi har en reserve, hvis uheldet igen er ude.

Det store restaureringsprojekt

Som I måske husker, måtte vi konstatere, at vi faktisk kun var nået halvvejs efter den omfattende restaurering, skibet gennemgik i 2021–23 i Bønnerup. Forruf og maskinruf var utætte, damskotter skulle kalfatres, dækket fornys og meget mere. Derfor skruede vi en ny plan sammen. Vi ville forsøge at langtidssikre Rigmor med en ny restaurering til 2,1 mill. kr. Vi havde 250.000 kr. at begynde med, så der var et stykke vej endnu. Det viste sig at være for ambitiøs en opgave. De store fonde, som vi havde håbet på, meldte hus forbi denne gang.

Ny strategi

Vi måtte therefore handle hurtigt. For de penge man får bevilget fra fonde, skal bruges til formålet inden for to år. Ellers skal de tilbagebetales. Derfor har jeg anmodet de fonde, der har bevilget penge, om tilladelse til at anvende dem til delreparationer i stedet for det store projekt. Det er lykkedes, så derfor sætter vi vores lokale skibstømrer, Jens Martensen, til at bygge et nyt forruf til Rigmor, når denne sejlersæson er forbi til efteråret. I mellemtiden har vi konstateret, at vi havde flere penge til gode fra Skibsbevaringsfonden, fordi vi ikke havde brugt alle dem, vi fik bevilget til forrige projekt. Denne positive overraskelse fremgår af budgettet.

Ebeltoft Gl. Havn — ny forening

I de sidste to år har vi sammen med andre interessenter på havnen: de andre foreninger, de handlende, investorerne og Nationalparken arbejdet på at sikre det autentiske miljø omkring fiskerihavnen. Arbejdet har resulteret i, at vi har dannet en ny forening – Ebeltoft Gl. Havn – en forening hvis formål er at bevare og udvikle havnen som en kulturhavn efter de kriterier, som Skibsbevaringsfonden har udstukket.

Skibsbaseret undervisning

Vi arbejder på at frigøre Rigmor fra den museale mølpose og sætte hende på togt ind i fremtiden med relevante opgaver. Allerede nu kører vi, sammen med repræsentanter fra amatørfiskerne og Havhaven, ind til et netværksmøde på Aarhus Universitet under overskriften: "Skibsbaseret undervisning". Det er et projekt, som Institut for Ecoscience og Institut for Biologi ved Aarhus Universitet har igangsat — det skal lære unge elever og studerende, hvilke enorme fødevareressourcer der gemmer sig under havets overflade, hvis vi passer bedre på miljøet og forstår at drive regenerativt havbrug.

Æresmedlem

I bestyrelsen har vi besluttet, at der er grund til at hædre de levende. En af dem, der har været med fra starten, og som gennem hele historien har delt sin enorme faglige ekspertise med os alle, er Niels Einar Westermann. Kære Einar, vi har besluttet, at du skal følge i Kjeld Mikkelsens fodspor og være foreningens maskot og æresmedlem.

Jørn Uz Ruby Formand, Foreningen Ålekvasen Rigmor