Årsberetning
Formandens beretning 2023
Årets sejladser, vedligehold, frivilligtimer og foreningens arbejde samlet i formandens beretning.
Årsberetning·
Årsberetning 2023 — Generalforsamling
Kære venner,
Når vi ser bort fra Ruslands invasion af Ukraine, et dramatisk folketingsvalg, dansk fodbolds nedsmeltning i Qatar og prisernes generelle himmelflugt, så vil året 2022 først og fremmest blive husket ved Rigmors genopstandelse. I hvert fald her i foreningen.
Efter mere end to år i udlændighed anduvede hun en kold novemberdag sin hjemhavn, hvor gode mennesker havde tændt ledeblus for hende. Snart var masten rejst, skibet rigget — og alt var ved det gamle. Og dog! Lukaf'et var rippet for klædning. Heldigvis havde Ole allerede samlet de gamle bænke og skotter i Den Røde Hal og målt op til ny aptering.
Bolte og bedding
Da vi ikke kunne forskånes for endnu et benspænd: Da motoren blev startet første gang, løb der mere end almindelig meget vand ind i maskinrummet. Det viste sig, at flere af boltene, der fæstnede maskinen til skroget, var så tærede, at de måtte udskiftes. Altså endnu engang på bedding, til endnu en overhaling.
Vi skal have nye støtter og skandæk, reparation af lukaf og nyt dæk og damdæk. Deadline for fondsansøgningen er 1. marts, så det bliver lidt hektisk.
Udflugt til Kalvø og Aarø
Da vi ikke kunne sejle, besluttede vi i stedet at lave en udflugt til det gamle værft på Kalvø, med overnatning på Danhostels hytter i Haderslev og udflugt til Lillebælts perle, Aarø. Det smagte da lidt af havvand. Luffe og Keld planlagde og organiserede en herlig udflugt med mange indtryk, kulinariske oplevelser og dejligt samvær. Det kunne meget vel gå hen og blive en tilbagevendende begivenhed.
Velkomstceremoni
Kort efter mastehejsningen afholdt vi en velkomstceremoni i Den Røde Hal med deltagelse af repræsentanter for de andre foreninger, for værftet, Fregatten, kommunen og sponsorerne. Arrangementet bekræftede det voksende sammenhold mellem foreningerne og kommunens velvilje over for det frivillige arbejde, der bliver gjort på havnen.
Beddingslauget
Vi har taget et nyt initiativ med at danne et beddingelaug. En ansøgning er allerede sendt af sted til kommunen og til Nationalparken om at støtte de indledende undersøgelser af den gamle bedding i fiskerihavnen.
Den kommende sæson
Til gengæld lægger bestyrelsen op til, at skibet skal sejle så meget som muligt i den kommende sæson. Der skal uddannes flere skippere, så flere A-medlemmer kan benytte sig af deres ret til at låne skibet. Tovholder for uddannelsen er Knud Erik Nielsen. Keld Farver er udpeget som kalenderfører for flåden — det er ham, man henvender sig til, når man skal låne et af foreningens fartøjer.
Med ønsket om en dejlig sæson på vandet og fortsat godt kammeratskab omkring Rigmor takker jeg for opmærksomheden og overlader ordet til dirigenten.
Jørn Uz Ruby Formand, Foreningen Ålekvasen Rigmor
